Vægttab

Varigt vægttab

Vejen til et varigt vægttab kan være sej. Udbuddet af slankekure og slankebøger er enormt, og efterspørgslen er stor. Fælles for slankekurene er, at de hævder at være vejen til dit vægttab. Nogle af dem hævder endda, at kiloene hurtigt vil begynde at rasle af dig.

Hvis ovenstående passer, hvorfor forholder det sig så sådan, at de fleste mennesker, der har tabt sig, tager det hele på igen? Svaret er, at et varigt vægttab er langt vanskeligere at opnå end et vægttab.

Det handler ikke bare om kosten

Et varigt vægttab kræver mere end en god slankekur. Det kræver gennemgribende og vedvarende ændringer i den måde, man lever og tænker på. Der er masser af psykologiske processer på spil i et varigt vægttab. Det er en af grundene til, at det kan være relevant at opsøge en psykolog frem for eksempelvis at holde sig til en personlig træner eller en diætist, hvis man vil opnå et varigt vægttab.

Hvordan sikrer du f.eks. at holde motivationen oppe hver dag? Hvordan skal du håndtere forstyrrende, påtrængende tanker såsom: ”Det er bedre at spise lidt for meget end at lade maden gå til spilde”, ”Jeg er på ferie, så jeg har ret til dessert hver dag”, “Det er håbløst, jeg kan lige så godt give op”, “Det er ikke fair, at jeg skal kæmpe så hårdt“, “Nu har jeg spist et stykke af chokoladen, så kan jeg lige så godt spise hele pladen” eller “Andre dømmer mig, jeg er ikke noget værd”.

Livet er fuldt af situationer, hvor det er udfordrende at holde en diæt. Hvordan vil f.eks. opretholde dit vægttab på en ferie? Hvordan vil du følge din diæt, når du er i byen? Hvad med på lange flyrejser? Til hyggeaftener med vennerne? Eller når den ene kollega efter den anden slæber en kage med på job? Og hvad med croissanterne til alle møderne? Eller de sene aftentimer på sofaen, hvor den søde tand melder sig? For at opnå et varigt vægttab har du brug for redskaber til at håndtere situationer som disse samt de tanker, situationerne trigger.

Hvad kan jeg få hjælp til?

I kognitiv adfærdsterapi arbejder vi med sammenhængen mellem tanker, følelser, krop og adfærd. Et forløb vil hjælpe dig med at blive bevidst om de tankemønstre, der kan vanskeliggøre et varigt vægttab. Du kan lære at respondere anderledes på disse tanker for derigennem bedre at kunne håndtere de udfordringer, et varigt vægttab uundgåeligt byder på.  

Det er klart, at du ikke taber dig af at have ugentlige samtaler med en psykolog. Terapiforløbet skal naturligvis kombineres med reduktion af energiindtag og for mange ligeledes en aktivitetsforøgelse. Det kan være, at du ønsker at konsultere en diætist sideløbende med terapiforløbet for at få hjælp til denne del. Her kommer et par uddybende eksempler på, hvad du kan få hjælp til i et terapiforløb:

  • Hjælp til at kontrollere din diæt og fastholde dine livsstilsændringer
  • Motivationsarbejde i forhold til dit vægttab, at motionere mere el.lign.
  • Mestringsstrategier til at håndtere situationer, der gør det vanskeligt at overholde diæten
  • Mestringsstrategier til at fastholde vægttabet over lang tid
  • Håndtering af stress og ubehag
  • Dit selvbillede og kropsopfattelse

Hvordan får jeg hjælp?

Ønsker du mere viden og/eller hjælp til at opnå et varigt vægttab, er du velkommen til at kontakte os på tlf: 42940690, på vores sikker mail eller bestille en tid online her.