Tvangsoverspisning – Binge Eating Disorder (BED)

Et stigende antal danskere har problemer med overvægt. Selvom vi godt ved, at det er spørgsmål om at spise sundt og dyrke motion, oplever mange alligevel at have svært ved at smide kiloene. Psyken kan være en forhindring i at tabe sig, når ens tanker og følelser fastholder usunde kostmønstre. Nogle oplever, at deres kostmønstre fører til overspisning i en sådan grad, at det møder kriterierne for en BED diagnose. Binge Eating Disorder (BED) er en amerikansk defineret lidelse, der på dansk er kendt som tvangsoverspisning.

Symptomer på BED

  1. Gentagne og vedvarende perioder med overspisningsepisoder
  2. Overspisningsepisoder er associeret med tre eller flere af følgende punkter:
    • Hurtigere spisning end normalt
    • Spisning indtil man er ubehageligt mæt
    • Indtagelse af meget mad, selv når man ikke er fysisk sulten
    • Føle selvlede, tristhed eller skyldfølelse efter overspisning
  3. Udpræget ubehag vedrørende overspisning
  4. Fravær af almindelige kompenseringsstrategier (fx opkastning)

Behandling af BED

Behandlingen af BED fokuserer på to dele. I den første del er der fokus på kost og motion. I den anden del er der fokus på de psykologiske faktorer, der vedligeholder overspisningen. En psykologisk faktor afdækkes eksempelvis ved at identificere de typiske situationer, hvor overspisningerne finder sted. Mange med BED overspiser i smug, f.eks. når de er alene, eller når partneren er gået i seng. At identificere de kritiske situationer kan hjælpe en til at stå imod, når situationen opstår.

Overspisning ses ofte efter forsøg på at leve restriktivt – eksempelvis hvis man nægter sig selv at spise nogen former for usund mad. En del af behandlingen består derfor i at finde en god balance. Det kan f.eks. opnås ved at eksperimentere med at spise usunde fødevarer i moderate mængder foran andre.

Tankerne kan også være forstyrrende. Tankefælder er et begreb i Kognitiv Adfærdsterapi, der dækker over kategorier af uhensigtsmæssige tanker. Det kan f.eks. være ”alt eller intet”-tænkning eller katastrofetanker. Nogle klassiske tankefælder i forhold til BED er ”nu er det alligevel gået galt – så kan det også være lige meget” eller ”jeg har alligevel ingen kontrol, så jeg kan ligeså godt lade være med at kæmpe imod”.

Endelig påvirkes mange negativt af det overdrevne fokus på kroppen i samfundet. Derfor går behandlingen også ud på at styrke selvværdet.

Behandling i det offentlige

Tvangsoverspisning/Binge Eating Disorder (BED) er anerkendt som en selvstændig spiseforstyrrelse i den amerikanske diagnosemanual. Den er dog ikke officielt anerkendt i den europæiske. Der har derfor hidtil ikke eksisteret nogle offentlige behandlingstilbud for BED i Region Hovedstaden. I foråret 2019 er der imidlertid blevet bevilget penge til, at der skal åbne nogle offentlige behandlingstilbud for netop denne målgruppe. Det er dog endnu uvist, hvornår disse tilbud er klar. Desuden vides det ikke, hvor længe tilbuddene vil være gældende.

Hvordan får jeg hjælp?

Ønsker du mere viden eller hjælp til at håndtere BED eller overvægt, er du velkommen til at kontakte os på tlf: 42940690, på vores sikker mail eller bestille en tid online her.