Styrk dit kropsbillede

Hvordan har du det egentlig med din krop? Alt for mange har desværre et usundt forhold til deres krop. Det kan være et forhold, der er præget af selvkritiske tanker, dømmende ord, og selvhad. Måske kender du til tanker som: ”Hvis bare mine lår var lidt tyndere, ville det hele være nemmere”, eller ”I morgen starter jeg på den kur, så jeg kan holde ud at se på mig selv i spejlet”, eller ”Jeg får aldrig en krop, jeg er tilfreds med. Det er håbløst”. Men det behøver ikke at være sådan. Du kan få et anderledes og venligt forhold til dig selv og din krop.

Der er desværre ingen one cure fits all – løsning. Mennesker er forskellige, og det er også grunden til, at vi som psykologer hos Kortex psykologerne altid tilpasser terapiforløbet til den enkelte klient. Har du ikke brug for et decideret terapiforløb, kommer her et par gode råd til, hvordan du får et sundere forhold til din krop:

Vær opmærksom på, hvad du giver opmærksomhed

Hvis du gerne vil have et sundere forhold til din krop, er det relevant at reflektere over, hvor meget tid du bruger på dit kropsbillede. Er din opmærksomhed rettet mod din krop 90% af tiden? F.eks. i form af, at du spejler dig, så snart du kan komme til det. Eller måske mærker du lige efter, om maven stadig føles, som den skal. Eller måske bruger du en stor del af dine vågne timer på alskens skønhedsrutiner. Hvor meget tænker du på træning, madlavning, spisevaner, dit udseende, indkøb osv.? Uanset hvordan din opmærksomhed på din krop kommer til udtryk, kan den indirekte være med til at fortælle dig, at dit kropsbillede har afgørende betydning for dit værd som menneske.

Så måske er det tid til at kanalisere din opmærksomhed over på nogle andre ting. Måske er der noget, du længe har haft lyst til at gå til, som det er tid til at give en plads i dit liv? Eller måske er der nogle relationer, du ikke får plejet så meget, som du ønsker? Eller måske er det noget helt tredje, du ønsker at give mere opmærksomhed. 

Kom væk fra tvangspræget motion

Der er ingen tvivl om, at det er godt for din livskvalitet at træne og passe godt på din krop. Men for nogle kammer træningen over og går hen og får karakter af et JEG SKAL. Træningen kommer så småt til at gå forud for andre behov. Måske træner du endda, selvom din krop skriger på restitution. I så fald har din træning måske fået en tvangspræget karakter, hvilket bestemt ikke er sundt. Samtidig kan det være med til at bidrage til fortællingen om, at dit kropsbillede har altafgørende betydning.

Så reflekter lidt over hvorfor og hvordan, du træner. Hvad er dit mål med træningen? Hvad er det, der driver dig? Ligger der nogle sunde værdier bagved, eller har det fået en tvangspræget karakter, der i virkeligheden bidrager negativt til dit kropsbillede? Spørg dig selv, om du ville forlange det samme af dine venner, som du forlanger af dig selv? Hvad ville du tænke om dem, hvis deres træning var sammenlignelig med din?

Reflekter over, hvad sundhed er for dig

Hvad er sundhed egentlig? Handler det udelukkende om at have en krop, man er tilfreds med? Kan det defineres som et fravær af sygdom? Eller kan det også handle om at være i mental balance? At være i kontakt med sine værdier? Eller måske noget helt andet.

Prøv at overvej, hvad sundhed betyder for dig. Og spørg så dig selv, om din livsstil harmonerer med dét. Er der nogle ting, du skal ændre på?

Undgå uhensigtsmæssige sammenligninger

Hvis du gerne vil styrke dit kropsbillede, kan det være en god ide at se nærmere på, hvem du sammenligner dig med. Følger du f.eks. nogle på de sociale medier, der er med til at fyre op for dit selvkritiske blik på din krop? Det kunne f.eks. være personlige trænere eller modeller. Igen handler det om, hvad du udsætter din opmærksomhed for, og det har vi langt større kontrol over, end du måske tror.

Det kan også være, at du har en tendens til at fokusere på de af dine venner, der ser ud, som du ville ønske, du gjorde. Fremfor at lægge mærke til alle dem, der ikke gør.

Så spørg dig selv, om det er godt for dig at sammenligne dig med dem, du gør. Måske får du behov for at rydde ud på de sociale medier.  

Det er okay at bede om hjælp

Ovenstående er blot et par gode råd til, hvordan du kan styrke dit kropsbillede. Men husk på at det også er okay, hvis du føler, at det er alt for svært at arbejde med selv. Du er altid velkommen hos os. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig med at få et sundere forhold til dig selv og din krop.

Mange hilsener

Helene Sophie Koefoed