Kamp/flugt-mekanismen

Oplever man farer igangsættes kamp/flugt-mekanismen. Det starter en række af kropslige reaktioner: hjertet pumper hurtigere, vejrtrækningen bliver overfladisk, håndfladerne fugtige, huden rødlig, og man mærker et sug i maven. Disse reaktioner er blot kroppens forsøg på at sikre vores overlevelse. Kamp/flugt-mekanismen er altså en evolutionær mekanisme der blev udviklet i en tid, hvor mennesker levede med konstante farer fra rovdyr, andre menneskestammer, naturkatastrofer og meget mere. Dette gjorde livet farligt for urmennesket der for at overleve enten måtte være god til at kæmpe eller flygte, og ikke stå at tænke over valgene for længe. Kamp/flugt-mekanismen er grunden til at mennesker reagerer automatisk i farlige situationer, og denne egenskab skal vi være utroligt glade for. Det er nemlig den der sikrer, at vi kan reagere uden de store overvejelser i risikofyldte situationer.