Børn og unge med angst

Angstlidelser er blandt de mest almindelige psykiske lidelser, der opstår hos børn og unge. Omkring 1 ud af 10 børn lider af angst, der er så alvorlig, at den forstyrrer barnets udvikling. Uanset alder kan man opleve angsten i alle dens udtryk. Børn kan altså lide af de samme former for angst som voksne (se angst, panikangst, fobier, socialfobi og OCD).

Hvordan ser angst hos børn og unge ud?

Da børn, som lider af angst, ofte er velopdragne og stille anlagt, kan angsten risikere at blive overset i kontekster med mange børn (såsom institutioner og skoler). I disse situationer har forældrene som regel bedst indblik i barnets udfordringer. Det kan være meget hæmmende for barnet at have angst. Nogle børn begynder eksempelvis at undgå aktiviteter, som andre børn finder sjove og spændende. Det kunne være legeaftaler, børnefødselsdage, at overnatte hos andre eller deltage i klasseudflugter. Det kan også være, at barnet helst undgår nødvendige aktiviteter som at fremlægge foran klassen, tale med fremmede voksne, besøge lægen, få vaccinationer eller at være i nærheden af bestemte dyr.

Har barnet angst, vil de angstprovokerende situationer (eller tanken om disse) typisk fremprovokere en række af de generelle angstsymptomer.

Behandling af børn med angst

Børn og voksne gennemgår en behandling, der udspringer fra samme princip. Behandlingselementerne består eksempelvis af psykoedukation, eksponering, eliminering af sikkerhedsadfærd og responshindring. Forskellen er dog, at behandlingen altid tilpasses barnets alder, så sproget, opgaverne og forklaringerne passer til barnets forståelsesniveau. Derudover involveres forældrene også i behandlingen i forhold til at lære om angst samt hjælpe barnet med at gennemføre hjemmeopgaverne.

Behandling af børn under 7 år

Det kan være svært for barnet at skulle se en psykolog. Måske er det grænseoverskridende eller for svært at skulle koncentrere sig under en hel session. Det kan også ske, at psykoedukationen er for kompliceret at forstå for de yngre børn. Er barnet under 7 år, arbejder vi derfor typisk via forældrene. Det betyder, at forældrene møder op til sessionen, og derefter laver de øvelserne med barnet derhjemme.

Hvordan får vi hjælp?

Ønsker du mere viden og/eller hjælp til at håndtere dit barns angst, er du velkommen til at kontakte os på tlf: 42940690, på vores sikker mail eller bestille en tid online her.