Bliver du påvirket af vintermørket?

Det er ikke mange timer, vi ser solen på denne tid af året. Mange dage får den slet ikke lov til at skinne på os. Det påvirker rigtig mange mennesker, der i vintermånederne kan føle sig betydeligt mere nedtrykte end ellers. Energien og humøret dykker, og nogle vil opleve vejret som en fin afspejling af deres sindstilstand.

Hvad kan jeg gøre?

Vi kan jo desværre ikke ændre på mørket, men der er alligevel forskellige ting, man kan være opmærksom på, hvis man føler sig ramt af mørket. Først og fremmest er det afgørende for så vidt muligt at komme ud i dagslyset, når det er der. Hvis du sover til langt op ad dagen, kan det f.eks. være noget, der kunne give mening at justere på. Sørg for at stå op, så du har tid til at komme ud i dagslyset.

Hvis man har mulighed for det, kan man også overveje at prioritere at tage sydpå over vinteren. Måske er det endda bedre givet ud for humøret end at tage væk over sommeren? Selvom den danske sommer ikke altid byder på varme temperaturer, er her uanset hvad MEGET lysere end om vinteren. Overvej i hvert fald, om du skal foretage nogle ændringer i forhold til dine ferier. Mange oplever, at bare to uger i varmen kan gøre underværker i vinterhalvåret.

Noget andet, man kan overveje, er lysterapilamper. De efterligner det lys, der er i dagslys, og nogle oplever en effekt bare ved at sidde en halv time ved den hver morgen. Der findes forskellige, så det er en god ide at undersøge markedet, inden man investerer i en.

En anledning til at skrue ekstra op for hyggen

Sidst men ikke mindst kan man overveje, hvordan man får det bedste ud af de mørke måneder. Er der måske nogle indendørsprojekter, som du nyder, og som du nu har mulighed for at skrue op for? Kan du se mørket som en anledning til hyggelige indendørsstunder med venner eller familie? Eller til personlige interesser? Det er i hvert fald noget med at blive klogere på, hvordan du er i vintermørket på den bedst mulige måde for dig.  

Og så er det vigtigt at acceptere, at du formentlig ikke har det samme energiniveau som om sommeren. Forlang ikke det samme af dig selv. Hvis du har brug for lidt flere timers søvn, er det helt normalt.

Hvis du har brug for hjælp

Hvis du oplever, at det manglende overskud eller tristheden bliver så begrænsende for dig, at du har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, er det vigtigt at tale med din læge om det. Måske du har brug for professionel hjælp til at løsne nedtrykthedens greb. Det vil vi også rigtig gerne hjælpe dig med. Du er velkommen til at kontakte os på mail eller telefon, hvis du gerne vil høre nærmere.

Mange hilsener

Helene Sophie Koefoed